fredag den 24. juni 2011

Lynet McQueen

Så er det sidste kage der skal blogges om i denne omgang! Den blev lavet til Kærestens ældste nevø da han fyldte 4 år i starten af juni. Den skulle selvfølgelig forestille et af hans store idoler: Lynet McQueen.
Jeg var i alvorlig tidsnød (noget med at vi skulle have Kærestens datter allerede fra fredag morgen istedet for lørdag morgen og Kæresten derudover også lige skulle på arbejde fredag eftermiddag - nårh ja, og så er min lejlighed så lille at datteren sover i køkkenet og derfor gør det umuligt at pynte kage når hun er kommet i seng om aftenen), så det var noget af en udfordring at få kagen klar. Men det lykkedes! Og nu hvor det er kommet lidt på afstand er jeg faktisk ret tilfreds :-)






Kagen bestod af drømmekagebunde, et lag vanillecreme med friske jordbær og et lag dumlecreme. Selve Lynet McQueen var chokoladekage. Begge dele blev smurt op med nutellasmørcreme.

Nu er der ingen kageplaner (men masser af ferieplaner) lige foreløbig så hvis jeg ikke blogger er det ikke (kun) fordi jeg er blog-doven :-)

Computerkage

Da Elses mand fyldte 60 skulle han da have en laptop-kage. Og sådan en er jo sjovest hvis computeren er åben så skærmen står op! Heldigvis havde jeg god tid til at få udtænkt en løsning (man kan så diskutere hvor meget det hjalp når jeg alligevel kom for sent igang?). For at få kage nok uden at computeren blev fuldstændig overdimensioneret i tykkelse valgte jeg at lave selve kagen til et skrivebord og så bare bruge en enkelt kagebund til computeren.
Skærmen blev lavet af flamingo pakket ind i husholdningsfilm og så beklædt med MMF.

Inden den blev afhentet kom der et billede af fødselaren på skærmen.
Kagen var drømmekagebunde, et lag bountycreme (kokoscreme med hakket lys chokolade) og et lag jordbærmousse. Den blev smurt op med nutella smørcreme.

Sand(kasse)kage

I weekenden d. 6.-8. maj skulle der bygges sandkasse hos Kærestens forældre. Og så kunne man jo godt lige bage en kage der passede til lejligheden - og samtidig få prøvet at modellere mennesker. Det der med modelleringen kræver vist en del mere træning, men jeg er godt nok dårlig til at få taget mig tid til det.
Men der var jo heller ikke nogen der sagde at det ikke godt måtte tage et par år at blive superstjerne til det her kagehalløj ;-)








Kagen bestod af chokoladekagebunde, et lag kokoscreme og et lag kirsebærmousse. Den blev smurt op med almindelig smørcreme og overtrukket med MMF. Al pynten er også lavet af MMF på nær sandet som er rørsukker blandet med lidt tyloselim.

Den blev da meget cute, meeeen ville da gerne have haft mere tid og tålmodighed til den. Heldigvis har jeg en meget kageglad svigerfamilie som er nemme at imponere så den faldt i god jord :-)

Fastfood - nu med sukker

Det er ikke ligefrem fordi blog-lysten har været overvældende det sidste lange stykke tid. Heldigvis er det heller ikke blevet til så mange kager i den periode så det er da nogenlunde overskueligt at komme up to date :-)

Den første kage blev lavet til min fars arbejde og de fik en burger-kage. 



Det blev også første gang jeg fik brugt et af mine nye kagefade. Jeg har nemlig været på (flere) tur(e) til mit lokale byggemarked og investere i plexiglas plader i forskellige mål. Og den løsning kan bestemt godt anbefales! Helt billigt er det ikke men man kan få lige den størrelse man har behov for og de kan genbruges MANGE gange. Der er selvfølgelig lidt problemer med nedbøjningen når kagerne bliver for store, men hvis man sørger for at løfte nedenunder kagerne er det indtil videre gået helt fint. Tror dog ikke om jeg ville turde lave en 3 etagers kage på sådan en plade. Men det er heller ikke rigtig et issue så pyt..

Nå, tilbage til burgerkagen.. Den består af drømmekagebunde, et lag skildpaddecreme og et lag boysenbærmousse. Den er smurt op med nutella smørcreme og al pynten er i MMF. Den var ret sjov at lave, hvilket måske også er fordi jeg for engangs skyld havde tiden til det.