søndag den 3. april 2011

En hyggelig eftermiddag med cupcakes

I onsdags havde min skønne veninde og jeg en hyggelig eftermiddag med at lege med MMF. Jeg havde nogle cupcakes liggende, som egentlig skulle i fryseren. Men besluttede i stedet at dekorere dem og tage dem med ud til madklub på Kærestens kollegie.


Min veninde lavede de nuttede fisk. Ideen til frøerne og grisene er tyvstjålet fra Kagekonen :)

Cupcakes'ne er med orangeknas efter den her opskrift:

250 g blødt smør
250 g rørsukker
3 æg
fintrevet skal af 1½ appelsin
4 spsk friskpressen appelsinsaft
100 g chokolade med orangeknas
250 g hvedemel
2 tsk bagepulver

Smør og rørsukker piskes sammen. Æggene piskes i et ad gangen. De resterende ingredienser vendes i med en dejskraber. De fyldes i muffinsforme (jeg fik 18 cupcakes) og bages i cirka 20 min ved 180 grader.
Mums de er gode!

fredag den 1. april 2011

Kagefri weekend - ikke bestået

Sidste weekend skulle være min første kagefri weekend siden jeg begyndte på at dekorere kager. Men det gik ikke så godt. Kæresten og jeg skulle til noget spilleaften med nogen af hans venner og han kom til i sjov at spørge om jeg så tog kage med. Og min kageinficerede hjerne kan åbenbart ikke lade muligheden for at bage kage gå fra sig så lige pludselig havde jeg købt ind til og bagt en gulerodskage med et lag cream cheese snask i midten.
Scandinavian Cake Decorators kørte der en udfordring med at lave en forårsinspireret kage og der tænkte jeg, at jeg godt lige kunne være med. For mig er forår når alle træer og buske begynder at springe ud og det bliver lysere og mildere. Så det forsøgte jeg at få ned på en kage. Men tidsmangel og en knap så gennemtænkt plan gjorde desværre at den slet slet ikke blev som jeg havde håbet. Var rimelig skuffet over den, men endte nu med at sende den ind alligevel.






Aner ikke om kagen smagte godt for spilleaftenen endte i noget med en masse øl og drinks..

Lettere forsinket men her er de: Oscars dåbskager

Ja, her 12 dage efter Oscars barnedåb synes jeg det må være på tide at få det indlæg skrevet om dem. Oscar er Kærestens superdejlige lille nevø som blev født kort før jul.
Kagen var min første jeg skulle lave for andre og der var derfor lidt ekstra nerver på. Det var også noget af et puslespil at få både bagt, samlet, dekoreret, opbevaret og transporteret kagerne. Men med hjælp fra verdens bedste forældre som stillede deres bil til rådighed, flamingokasser og vejret der heldigvis var temmelig køligt den weekend så lykkedes det. Mit miniput køleskab kan nemlig ikke indeholde særlig mange kager.
Der skulle være kage til 80 personer, men der var vist snarere til 120 (måske jeg snart lærer at få en fornemmelse for hvor meget folk kan spise når det er mudcake..). Den ene kage var mudcake med hindbærmousse, mens den anden var mudcake med jordbærmousse.

Da jeg kun har to forme havde jeg fyldt to kager fredag aften og lørdag nat/morgen kl. 4 stod jeg så op og tog dem ud af formene og fyldte de to næste så de kunne stå og stivne, mens jeg smurte op, overtrak og pyntede de første kager.
Overtrækningen gik for første gang legende let og pyntningen af den første kage var hyggelig. Da jeg var færdig med den var jeg bare SÅ tilfreds (janteloven gælder ikke på min blog).


Derefter skulle jeg jo så igang med den anden kage... Og det viste sig at være kagen der prøvede at tage livet af min nye kageinteresse. Da jeg tog kagen ud af formen kunne jeg godt fornemme at jordbærmoussen ikke var helt så stiv som den gerne skulle være. Her burde jeg nok have lyttet mere til mit instinkt der sagde at moussen var aaalt for blød. Men jeg smurte begge kager op og overtrak dem på trods af begge kager fik "bildæk" af mousse der prøvede at stikke af. Så de blev jo heller ikke så kønne med overtræk. Endnu en gang er jeg dum nok til at gå skridtet videre og stable kagerne (med mange grillspyd). Og her var det så at jeg ringede til min mor og tudede (bliver vist aldrig for gammel til det). Verdens sødeste og dejligste mor kaster sig så ud i sin bil og kører nærmest dødskørsel til Lyngby for at trøste mig, komme med konstruktive forslag til hvordan kagerne kan reddes og ikke mindst lytte tålmodigt når jeg piller hendes forslag fra hinanden.
I mellemtiden beslutter jeg mig for at putte kageringene rundt om begge kager og sætte dem ud på køl igen i håb om at de så ikke skrider mere mens moussen forhåbentlig stivner. Sammen bliver vi enige om at bedste løsning er at jeg lader kagerne stå i kageringene til søndag morgen og så derefter pynter dem.
Det var svært at vurdere om moussen var blevet bedre søndag morgen, men de holdt da og pyntningen hjalp en hel del på udseendet.



Dragen på toppen er Oscars nusseklud/bamse.


Det holdt godt nok hårdt at få lavet de kager, men det var til gengæld også en virkelig skøn følelse da jeg var færdig :)

P.s. TAK Mor og Far!! Uden jeres hjælp var de kager godt nok aldrig blevet til.
P.p.s. Tak til Kærestens tålmodighed med mit stress niveau ;)